Reparation og vedligehold af dit hjælpemiddel
Du kan få repareret de hjælpemidler, som kommunen har udlånt til dig.
Hvis dit hjælpemiddel går i stykker, kan du møde op i Kvikreparation på Hjælpemiddelcentret og får repareret hjælpemidlet med det samme. Åbningstid for Kvikreparation er mandag til fredag kl. 10-14.
Har du ikke mulighed for at tage i Kvikreparation, kan du ringe til Hjælpemiddelcentret og lave en aftale.
Spørgsmål og svar
Vis alle
Hvad kan kommunens teknikere reparere?
Vores teknikere kan reparere de hjælpemidler, du har fået udlånt af kommunen. Kommunen betaler udgiften.
Hvis du selv har købt hjælpemidlet, skal du selv sørge for reparationen, og du betaler selv for den.
Hvis problemet er, at hjælpemidlet ikke længere passer til dig, skal du i stedet kontakte visitationen, der har bevilget hjælpemidlet.
Hvor hurtigt får jeg repareret mit hjælpemiddel?
Hvis du tager i Kvikreparation i Hjælpemiddelcentret, bliver dit hjælpemiddel repareret samme dag, mens du venter.
Hvis du ikke har mulighed for at møde op i Kvikreparation, kan der komme en tekniker hjem til dig. Der kan være ventetid på at få besøg af en tekniker, men vi bestræber os på at reparere dit hjælpemiddel så hurtigt som muligt.
Kan jeg gøre noget for at løse problemet selv?
Nogle gange virker dit hjælpemiddel ikke på grund af en simpel fejl, som du selv kan løse. Tjek, om en af disse typiske fejl er årsag til, at dit hjælpemiddel ikke virker:
- Er batteriet til el-scooteren/cyklen ladet op?
- Er liften sat til opladning?
Hvad skal jeg selv vedligeholde?
Du skal selv vedligeholde dit hjælpemiddel. Du skal for eksempel selv sørge for rengøring, opladning, smøring og lapning.
Får du brug for mere end et sæt dæk og slanger om året til din kørestol, kan du få dækket udgifterne til det næste sæt. Gem derfor dine kvitteringer, så du har dokumentation.