Sådan behandler vi din sag
Kommunen opretter en sag, når du søger om et hjælpemiddel, et forbrugsgode eller en boligændring.
Vi behandler typisk sagen på denne måde:
- Vi læser din ansøgning og henter – med dit samtykke – flere oplysninger om dig, hvis det er nødvendigt for at kunne behandle din sag
- Vi vurderer og afgør din sag
- Du får enten en bevilling eller et afslag på din ansøgning.
Flere informationer om sagsbehandling
Vis alle
Personlige hjælpemidler kræver oplysninger om dit helbred
Hvis du søger om et personligt hjælpemiddel, skal vi bruge oplysninger om dit helbred.
Oplysninger om dit helbred kan vi – med dit samtykke – fx hente fra din læge eller fra hospitalet.
Nogle hjælpemidler kræver også, at du får taget mål. Det kan fx være tilfældet, hvis du skal have en protese eller et par ortopædiske sko.
Visitator vurderer behov for tekniske hjælpemidler og boligændringer
Hvis du søger om et teknisk hjælpemiddel eller en ændring af din bolig, vil du ofte få besøg af en visitator.
Visitatoren hjælper med at undersøge, hvilke hjælpemidler eller ændringer af din bolig du har brug for. Det kan også være, at du skal afprøve et hjælpemiddel.
Der er forskel på, hvornår du får svar på din ansøgning
Kommunen har forskellige frister for, hvor lang tid det må tage at behandle din ansøgning. Fristerne varierer, alt efter hvad du søger om.
Kommunen skal behandle og afgøre din sag inden for:
- 20 hverdage, når du søger om tekniske og personlige hjælpemidler, forbrugsgoder og boligændringer
- 40 hverdage i sager, hvor der er brug for flere oplysninger
- 5 hverdage, når du søger om at få udskiftet personlige hjælpemidler.
Københavns Kommune har ingen frister for, hvor hurtigt du kan få dit hjælpemiddel leveret, hvis du får en bevilling.
Du kan klage over kommunens afgørelse
Hvis du er uenig i kommunes afgørelse, kan du klage over den. Du skal sende din klage inden for fire uger efter, at du har fået afgørelsen.
Du skal sende klagen til det kontor, der har truffet afgørelsen. Hvis din klage ikke får kommunen til at ændre afgørelsen, sender kommunen klagen til Ankestyrelsen.
Du kan kontakte Borgerrådgiveren, hvis du ikke føler dig hørt eller forstået. Borgerrådgiveren kan også hjælpe dig, hvis du har svært ved at forstå kommunens afgørelse.