Frit valg af tekniske hjælpemidler
Når du får bevilget et teknisk hjælpemiddel, har du to muligheder:
- Du kan vælge at tage imod kommunens tilbud og modtage kommunens valg af hjælpemiddel. Her betaler kommunen det fulde beløb.
- Du kan benytte retten til frit valg og købe dit hjælpemiddel hos en leverandør, du selv vælger. Du skal selv betale prisforskellen, hvis hjælpemidlet er dyrere end den fastsatte pris, du kan få i tilskud.
Du har dog ikke ret til frit valg af hjælpemiddel, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er identisk med det hjælpemiddel, du selv har valgt.
Spørgsmål og svar
Vis alle
Hvem skal jeg kontakte?
Hvis du ønsker at gøre brug af frit valg, skal du kontakte visitationen.
Vælger du at benytte kommunens tilbud, skal du ikke kontakte nogen. Du vil automatisk modtage dit hjælpemiddel.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Når du vælger fritvalgsordningen frem for kommunens tilbud, skal du være opmærksom på, at:
- Det kan blive dyrere for dig
- Det er dit ansvar, at hjælpemidlet lever op til faglige specifikationer og krav til egnethed
- Du kan miste tilskuddet fra kommunen, hvis dit indkøbte hjælpemiddel ikke lever op til de krav, kommunen har opstillet
- Der kan gå længere tid, før du modtager hjælpemidlet.
Hvor finder jeg flere oplysninger?
Du kan få svar på dine spørgsmål om frit valg af hjælpemidler hos visitationen, der har bevilget dit hjælpemiddel.
Reglerne om frit valg af hjælpemidler finder du i servicelovens § 112 stk. 3 (retsinformation.dk).
Forskelle på kommunens tilbud og frit valg
Vis alle
Valg af leverandør
Når du vælger kommunens tilbud
Kommunen vælger leverandør af hjælpemiddel.
Når du vælger fritvalgsordningen
Du kan frit vælge leverandør af hjælpemiddel.
Køb af hjælpemiddel
Når du vælger kommunens tilbud
Kommunen udlåner et hjælpemiddel til dig.
Når du vælger fritvalgsordningen
Du køber selv dit hjælpemiddel ud fra kommunens krav og specifikationer, der står i dit bevillingsbrev.
Betaling af hjælpemiddel
Når du vælger kommunens tilbud
Du har ingen udgifter. Kommunen betaler dit hjælpemiddel.
Når du vælger fritvalgsordningen
Kommunen betaler et beløb, som maksimalt svarer til den pris, kommunen selv kan skaffe hjælpemidlet til. Du betaler den eventuelle ekstra udgift, som hjælpemidlet koster. Du betaler din andel direkte til leverandøren.
Leveringstid
Når du vælger kommunens tilbud
Kommunen leverer dit hjælpemiddel. Du modtager dit hjælpemiddel inden 3 dage, hvis det er et standardhjælpemiddel, kommunen har på lager (fx badestol og rollator). Hjælpemidler, kommunen ikke har på lager, har længere leveringstid.
Når du vælger fritvalgsordningen
Den valgte leverandør leverer dit hjælpemiddel. Leveringstiden afhænger af din leverandør.
Ansvar
Når du vælger kommunens tilbud
Kommunen har det fulde ansvar for, at hjælpemidlet opfylder de behov, du har.
Når du vælger fritvalgsordningen
Det er dit ansvar at sikre, at hjælpemidlet opfylder de faglige krav til egnethed, som kommunen har opstillet. Du mister retten til tilskud fra kommunen, hvis hjælpemidlet ikke opfylder de opstillede krav.
Reparation og udskiftninger
Når du vælger kommunens tilbud
Kommunen yder i de fleste tilfælde hjælp til reparationer og udskiftning af dit hjælpemiddel efter behov.
Når du vælger fritvalgsordningen
Kommunen yder i de fleste tilfælde hjælp til reparationer og udskiftning af dit hjælpemiddel efter behov. Hvis dit valgte hjælpemiddel kræver ekstraordinære dyre eller hyppige reparationer, betaler du selv udgifterne.
Ejendomsretten
Når du vælger kommunens tilbud
Du har ikke ejendomsretten til hjælpemidlet. Hjælpemidlet er et udlån. Du skal levere hjælpemidlet tilbage til kommunen, når du ikke har brug for det længere.
Når du vælger fritvalgsordningen
Du opnår ikke ejendomsretten til hjælpemidlet. Hjælpemidlet er et udlån. Du skal levere hjælpemidlet tilbage til kommunen, når du ikke har brug for det længere. Hvis du leverer hjælpemidlet tilbage inden fire år, kan du evt. få tilbagebetalt en andel af din egenbetaling.